Sider

tirsdag den 22. november 2011

Blog fra IPad

Det lykkedes! Jeg har endelig fundet ud af at få billeder med på bloggen, når jeg blogger fra min IPad! Det er lidt anderledes, idet jeg ikke kan få billeder med på normal vis:
Jeg downloadede Bloggers App til IPhone, når nu der endnu ikke er en app til IPad - og som I kan se virker det:-) både fra gemte billeder og ved brug af kameraet.

Flere sekskanter

Har fået sekskantede øjne og drømmer om sekskanter... Men det bliver godt, tror jeg.

onsdag den 16. november 2011

Flere sekskanter

Det går fremad med sekskanterne, jeg er totalt bidt af dem og er ved at have et godt greb på dem. Jeg lærte denne her geniale måde at fastgøre stoffet på pappet, så jeg dels ikke skulle stikke i pappet, dels slap for tape - som jeg før har brugt. Det er måske lidt svært at se, men det virker!



Jeg ved endnu ikke, hvad det skal ende med... så følg med her siden! Eller send mig en kommentar, hvis du har en god ide!

søndag den 13. november 2011

Stofpusher-besøg

Jeg var på besøg hos min stofpusher i sidste uge...
Ja, jeg tror faktisk ikke, at de ved, at de er min stofpusher, men Beierholmvæverierne i Kolding holdt lagersalg, og det er altså ikke sådan at kimse af! De fleste andre (mange, mange gæster) står i kø for at gå derfra med sengetøj, duge og håndklæder til billige priser - og det sker da også, at jeg bliver fristet dér, men mit primære mål er kasserne med rester, som de sælger ud af med rund hånd: Fyld en sæk for en 50'er. Godt nok er sækken ikke heeeelt så stor som en skraldesæk, meeeen der kan altså være rigtigt, rigtigt meget i en sæk, hvis man lægger stoffet pænt sammen.

Resterne er primært fra sengetøj, som de har syet til hoteller. Det vil sige, at det er en lækker, blød og næsten strygefri kvalitet, der er helt genialt til babysengetøj. Der er selvfølgelig mange stykker, der er for små til mine behov, men efter en kvarters tid havde jeg fundet tilstrækkeligt med store stykker til at fylde min egen sæk og en del af Rikkes. Eneste problem var faktisk, at jeg næsten ikke kunne løfte sækken fra jorden, og at der gik hul i den, inden jeg nåede ud til bilen, men Birthe skaffede mig en reservesæk, så alt gik godt.


Stoffer sorteret efter vævemønster

Da jeg var til lagersalg for 1½ år siden anede jeg ikke hvad jeg fik efter. Jeg fik alt for mange stykker, som jeg reelt ikke kunne bruge til noget, og jeg var faktisk helt i bund med min beholdning af sengetøj-stof. Jeg var langt mere målrettet i år, og prioriterede med hård hånd, så langt det meste kan omsættes til sengetøj, en del endda i junior-størrelsen. Der var nogle rigtigt lækre stoffer ind i mellem, udover de mere almindelige - jeg faldt over denne rest, der skulle være landet på sengen hos Hotel Sheraton. Nu er der nogle børn, der kan nyde det skønne stof i stedet.



Vaskemasinen har snurret de sidste par dage - fire vaske er det blevet til, og jeg har nu fået målt og sorteret alt stoffet og lagt i bunker efter vævemønster. Det ser ret godt ud! Omregnet til sengetøj har jeg købt stof til 35 sæt babysengetøj og 4 juniorsengesæt. Det er da meget godt gået for en 50'er! Nu må symaskinen hellere i gang, så jeg kan få det omsat til salgbare varer!

fredag den 11. november 2011

Sekskantet kuller

Jeg er gået lidt amok med sekskanter. Jeg har aldrig før været bidt af dem - har syet lidt femkanter til babybolde, men nu skulle det være. Selvfølgelig fik jeg mit sekskanflip da jeg var langt væk fra patchworkbutikker, hvor man kan købe fine sekskanter i pap til en ok pris, så jeg var selv i gang med kopimaskinen og saksen... Det er bestemt også muligt, men man skal godt nok være præcis!

Jeg har en masse smårester liggende, der næsten råbte på hjælp - de var for små til mine normale projekter, men passede lige til sekskanterne, så der var nok at tage fat på.

Jeg ved ikke hvad det endelige produkt skal være - hvor jeg bevæger mig hen, men jeg lytter til projektet undervejs, og måske bliver det puder, måske et babytæppe... Hvad synes du?
Følg med her på bloggen :-)